En sidste samtale om verden og viljen til forandring
Lykkeberg og Corydon - A podcast by Dagbladet Information

Hvis man vil fred i verden skal man lave ideologiske fjendskaber om til intellektuelle venskaber. Det har været ideen bag Lykkeberg & Corydon, som med denne sidste live-optræden på Roskilde-festivalen endegyldigt danser af. Duetten har opløst sig selv som følge af Bjarnes nye job som generaldirektør i Danmarks Radio – men altså ikke uden en sidste fremkaldelse, hvor de kan give stafetten og diskussionslysten videre til andre. Som Rune Lykkeberg formulerer det, har podcasten været et lejrbål, og nu er det andres opgave at bære ilden videre: »Og husk på, at man gør virkelig noget godt for verden, når man viser andre, at man kan opholde sig meget lang tid sammen nogen, som man er vildt uenige med«. I denne sidste episode af deres fælles podcast fremhæver generaldirektøren og chefredaktøren tre ting, de hver især har lært af hinanden. Men de kommer også ind på områder, hvor Bjarne mener, at Rune »smutter fra opvasken«, og hvor Rune mener, at Bjarne stadig mangler at tage ansvar. Til gengæld lover Rune undervejs at adoptere Bjarnes ’tripolaritets-tese’, nu hvor han ikke længere selv kan rejse rundt med den. Men adoptivbarnet vil ikke blive en ny prins i Runes univers, advarer han, snarere sådan en dåse, han kan stille op og skyde efter med et gevær. Endelig runder de to samtalekammerater af med at give hinanden et godt råd, inden de går hver til sit.